Da realkreditvirksomheden DLR Kredit i 2015 skulle indgå ny backup aftale med en ekstern samarbejdspartner, var der i sagens natur høje krav til kontrakten.Derfor valgte it-direktør i DLR Kredit, Christian Willemoes, at inddrage KonsensIT som ekstern rådgiver.
Som finansiel virksomhed skal alle eventualiteter nemlig være i orden, når forskellige elementer af driften placeres ude af huset, da tab af data kan være problematisk i forhold til både selve forretningen, til kunderne og i forhold til lovgivningen og Finanstilsynet. Derfor ønskede Christian Willemoes en systematisk gennemgang af kontrakten med den eksterne partner, inden der blev skrevet under.
”Det KonsensIT leverer, og som vi havde brug for, er først og fremmest nogle stærke kompetencer i forhold til infrastruktur og driftsopgaver.
Det har KonsensIT i meget høj grad, og så leverede de en struktureret gennemgang, som var lige til at gå til,” siger Christian Willemoes, der flere gange tidligere har samarbejdet med KonsensIT i forbindelse med review af driftskontrakter.
”Det er en stor fordel for os, at vi får en struktureret rapport i hånden, hvor alt er gennemgået, og hvor de enkelte ændringsforslag er let tilgængelige,” siger Christian Willemoes.
Skaber konkret værdi
Selv om DLR Kredit har en omfattende it-afdeling med 40 medarbejdere, håndteres selve driftsdelen nemlig primært eksternt. Derfor har virksomheden stor erfaring med outsourcing.
”Langt de fleste af vores it-folk arbejder med forretningsudvikling, og derfor giver det mening for os at trække kompetente rådgivere ind, når kontrakter skal gennemgås,” siger Christian Willemoes og understreger, at den uvildige rådgivning altid medfører konkrete ændringer af de endelige kontrakter.
”En aftale vil meget sjældent være 100 pct. i første forsøg, og derfor kommer der naturligvis forslag til ændringer efter et review foretaget af erfarne mennesker,” siger han.